7 dec 2010

Kurt L. Frederiksen: Freuchen – Den Store Peter

Posted by Steffen Fog

Køb bogen (klik her)

Køb bogen (klik her)

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Kurt L. Frederiksen står allerede bag en lang række bøger om Grønlands-udforskningens store mænd.

Og derfor er det også kun naturligt, at han kommer med dette bidrag om en af de rigtigt store: Peter Freuchen.

Sammen med Peter Freuchens egen bog: “Min grønlandske ungdom” (1936 og 1953), som enhver med interesse for polarforskningen bør unde sig selv at læse, giver denne bog af Frederiksen et godt indblik i de omstændigheder, det miljø og den tid, som skabte en ung mand og stor polarforsker, arktisk rejsende og flittig forfatter som Peter Freuchen. Eller “Petersuaq” som grønlænderne kaldte ham: “Store Peter”.

Vil man forstå Peter Freuchen og hans senere forfatterskab, må man forstå de ting, der påvirkede den unge mand de første år, han rejste til Grønland. Som hans ungdomsven og senere verdensberømthed, Niels Bohr, senere skrev:

“Det nære samliv med polareskimoerne (…) åbnede kilder i hans modtagelige sind, der gav ham inspirations til hans frodige forfatterskab”.

Eller som hans bror Ib beskrev det:

“Peter var en mester i at opleve, ligesom han var en mester i at fortælle. (…) Hans format var større end de flestes – og for dem, er bevæger sig på det jævne, kan det være svært at forstå det store”.

Se eget skelet

“I og for sig er der ingen, der holder av at se sig eget skelet”. Sådan skrev Peter Freuchen, mens han under store smerter lå og så på, hvordan hans fod gik i forrådnelse, og kødet faldt af tæerne, efter at han havde overlevet en snestorm indefrosset og uden forsyninger på en af sine slæderejser i Grønland.

Men var det rigtigt, eller var det en af de skrøner, han blev beskyldt for at brygge sammen? Var han lystløgner, eller beskrev han verden, som han så den?

Dette spørgsmål er tilsyneladende denne bogs ærinde at undersøge. Spørgsmålet om Store Peter – Peter Freuchen – var en lystløgner og pralhals, som kritikerne mente, eller om han bare opleve ting så usædvanlige og store, at det var svære at forstå for alminelige mennesker.

Men denne anmelder synes, at det er et lidt mærkeligt hovedærinde for en forfatter, der i sit eget forfatterskab om Grønland mange gange i forord og til foredrag har bedyret, at han ikke skriver dokumentariske historiske bøger, men i stedet romaner inspireret af historiske begivenheder .

Derfor bliver jeg lidt forvirret og dårligt hjulpet i gang med denne bog. Hvad vil Kurt L. Frederiksen nu?

Er vi i gang med et dokumentarisk projekt? Er denne gennemgang af Freuchens liv ment som en sandhedskilde? Eller er det endnu en roman inspireret af historiske begivenheder?

Jeg er ikke ordentligt indført i dette spørgsmål.

Måske ligger svaret i Kurt L. Frederiksens forord: “Det har været nødvendigt at give afkald på at skrive en egentligt videnskablige biografi”.

Men når nu læseren ikke får den – hvad får læseren så? Det føler jeg mig lidt usikker på, og hverken forordet eller bogen i øvrigt hjælper mig.

Når dette så er sagt, så er bogen stadig relevant for enhver, der interesserer sig for udforskningen af Grønland og de store mænd og Den Store Peter, der deltog i udforskningen.

Kurt L. Frederiksen: Freuchen- Den Store Peter, 180 s., ill. i farver, 249 kr., Forlaget Sohn, udkommer 1. november 2010.

Køb bogen (klik her)

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.