12 mar 2012

Finn Lynge: Et langt liv på tværs

Posted by Steffen Fog

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Første del af flere erinddringsbind omfattende årene 1933-79 fra Finn Lynge, der efter adskillige år som præst blev chef for Grønlands Radio, senere medlem af Europaparlamentet, konsulent ved det danske udenrigsministerium, ministerråd for grønlandske anliggender ved den danske ambassade i Bruxelles samt yderligere blandt andet medlem af den grønlandske selvstyrekommission.

Det er interessant bog. Ikke bare har Finn Lynge levet et langt og facetteret liv, som gør, at han kan fortælle mange gode historier. Hen gennem hans selvbiografi lærer man også meget om Grønland generelt og om den store samfundsudvikling, som er foregået i Grønland i hans levetid.

Som han selv skriver: “Et liv levet i en periode, hvor det grønlandske samfund ændredes radikalt”.

Ganske vist får man i bogen historiske begivenheder og den grønlandske udvikling præsenteret i fortolket form og med den bias, som det giver, at en deltager i begivenhederne skriver. Men når bare man er sig dette bevidst og forstår, at trække fra og lægge til, er det her en ganske interessant kilde til information om perioden og udviklingen i den.

Og det hjælper og taler til Lynges ære, at han i sine genkaldelser af begivenhederne tilsyneladende er ret refleksiv og ikke mindst selvkritisk og -ironisk. Det øger troværdigheden. Når han for eksempel skriver om sin tur til Jerusalem i 1971:

“Ved nærmere eftertanke kan jeg godt komme i tvivl om, hvorvidt årsagen til, at jeg fik arrangeret en grupperejse til Israel, nu egentligt også var det prisværdige motiv at fremme kendskabet til Biblens lande blandt mine landsmænd, eller om det snarere drejede sig om selv at få lejlighed til at opleve det hellige land. Men hvad, de to anliggender gik jo i et”.

Her udviser Lynge en prisværdig selvbiografisk evne, som adskiller sig fra andre, der skriver selvbiografier: Nemlig den, at Lynge ikke i et retrospektivt lys hæver sine motiver for sine datidige handlinger op på et højere niveau, end de oprindeligt udsprang fra.

Ud over denne kvalitet er denne selvbiografis force, at den, som sagt, er en kilde til ét syn på den samfundsudvikling, Grønland gennemlevede i perioden. Dette især i de afsnit, hvor Lynge fortæller om sin store involvering i samfundsanliggender.

Finn Lynge: Et langt liv på tværs. 220 sider, 200 kr. Forlaget Atuagkat. Udkom den 26. august 2010.

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.