16 mar 2012

Martin Breum: Når isen forsvinder

Posted by Steffen Fog

Køb bogen her

Køb bogen her

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

I anledning af, at Martin Breum selv og en række andre vidende personer deltager i dagens (16/3 2011) WWF Verdensnaturfonden konference om Arktis og det storpolitiske spil, som bliver større og større i takt med at isen forsvinder, minder Arktiske Anmeldelser her om den bog, som Breum har udgivet om samme emne. Bogen er ikke helt ny længere (ca. et år gammel), men den er i sandhed stadig meget aktuel og stadig en af de bedste danske kilder til at forstå, hvad der sker politisk, socialt, økonomisk, miljømæssigt osv. når isen forsvinder fra Arktis.

Isen forsvinder, og Danmark er på vej som stormagt i det nye Arktis og gør krav på selve Nordpolen. I Grønland accelererer jagten på olie på trods af faren for nye miljøkatastrofer. For Danmark vil ikke frede Arktis, som miljøforkæmperne kræver. Olien skal udnyttes samtidig med, at nye sejlruter til Kina frister. Moderne polarekspeditioner udrustes, og Forsvaret strammer sit fokus. Danmark har afgørende indflydelse på udviklingen i Arktis, men stormagter som USA, Canada og Rusland har også rettet blikket på nord. Klimaforandringerne har gjort Arktis til en kamp om oliemilliarder, råstoffer, miljø og storpolitik. En journalistisk bog om Danmark midt i verdens nye brændpunkt.

Overordnet er Martin Breums budskab således, at Arktis har en større og større bevågenhed rundt om i verden. Stormagternes udenrigsministre kommer til Grønland for at drøfte med deres kollegaer fra landene i og rundt om Arktis, hvordan man på fredelig vis kan blive enig om spilleregler for udnyttelsen af Arktis.

Med bogen er der sat et nyttigt og desværre alt for sjældent fokus på de stigende interesser og dermed også stigende problemstillinger, som følger med den stigende aktivitet og interesse for Arktis. Bogen er et kærkomment forsøg på at få flere til at interessere sig for regionen, for Arktis er, lidt i det skjulte, ved at udvikle sig til en af de helt store internationale kamppladser efterhånden som isen forsvinder, olien bliver fundet og råstofferne og mineralerne i resten af verden bliver opbrugt.

Bogen er primært rettet mod mennesker, som ikke rejser eller bor i Arktis eller som ikke på anden måde interesserer sig for Arktis og har viden deromkring. Det er primært denne målgruppe, der jo også dækker det meste af den danske befolkning, som vil få udbytte af bogen.

Andre, for hvem det ikke er helt nyt stof og som regelmæssigt orienterer sig om forholdene i Grønland og Arktis vil nok opleve, at bogen starter på et for dem lidt lavt niveau, og at der er en del gentagelser af pointer og viden, som de i kraft af deres allerede erhvervede erfaringer, allerede har. Men alligevel vil jeg mene, at også mennesker tilhørende denne målgruppe kan have nytte af at læse bogen. Dels fordi den er et udmærket systematisk værk med oversigt over netop de problemstillinger og sager, som kommer til at være i centrum i interessen for Arktis de næste mange år, dels fordi der også er ny viden for denne målgruppe. Og så glimrer bogen ved en række skarpe observationer og betragtninger fra Breum, ligesom der er en række underholdende anekdoter fra Breums rundrejser i polarområdet, som også kan bidrage med nyttig viden.

Og så er det nyttigt, nærmest samfundsnyttigt, at bogen findes og det endda med en stærk forfatter i ryggen, da det er med til at skabe nyt fokus på Arktis og det danske riges interesser i regionen. For det handler ikke længere blot om fisk, tran og skind. Nu handler det om lukrative skibsruter, olie og gas. Om mineraler, råstoffer og sjældne jordarter. Om territorialkampe, militærstrategi og storpolitik – og meget mere. De store drenge er kørt i stilling!

Læs bogen og forstå debatten og, hvor tampen vil brænde i Arktis de næste mange år.

Martin Breum: Når isen forsvinder. 270 sider, 299 kr. Gyldendal. Udkom den 3. marts 2011.

Køb bogen her

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.