29 mar 2012

Ellen Stampe: Morakker

Posted by Steffen Fog

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

I julen 1997 blev en ung pige fundet død i sit hjem i Nuuk i Grønland. Hendes sag blev lukket som endnu et af Grønlands mange, tragiske selvmord. Men der var noget, der ikke stemte. Seks måneder senere begyndte politiassistent Hans Haahr i al hemmelighed at efterforske dødsfaldet.

Her er en markant debatbog, som handler om virkelige hændelser. Og som allerede har vakt stor, ny debat i Grønland om omtalte dødsfald.

Bogen afdækker en politimands arbejde gennem fem år i Grønland og tager læserne med indenfor i et ellers lukket politisystem og afdækker de uskrevne regler og krav, som politifolk nederst i systemet arbejder under. Ledelsen i Grønland bad ham fx tage mere fri. Han arbejdede for meget. Bl.a. undersøgte han den unge grønlandske piges dødsfald.

Det er meget tankevækkende at læse beretningen om Hans Haahr. Hans beskrivelse af værdisammenstødene i Politiet i Grønland trækker mange paralleller til andre dele af de grønlandske og danske samfund og er meget lærerige.

Bogen er blevet til ved, at Ellen Stampe har interviewet Hans Haahr. Det har uden tvivl været et gode for fortællingen, at der således har været en anden end hovedpersonen, der har struktureret historien og vægtet væsentligt og uvæsentligt.

Alligevel er der nogle ting i bogen, som ikke fungerer: Bogen kommer med en række observationer og påstande om arbejdsgangene i det grønlandske politi og om funktionen af de lokalsamfund, som Haahr har boet i. Og så selvfølgelig den helt overordnede anklage om, at Politiet via bevidst syltning har fejlbehandlet en sag om en ung piges død.

Således er værket en markant debatbog, som lægger op til ny debat om de beskrevne begivenheder konkret, og de principielle problemstillinger generelt. Men når nu dette er bogens ærinde og effekt, synes jeg, at det ødelægger bogen lidt, at den samtidig virker som en slags dagbog eller en art rejseberetning om Hans Haahr og hans families år i Grønland.

Der er simpelthen for meget dagbosagtige beskrivelser af Hans Haahrs liv i Grønland til, at den helt fungerer som debatbog. Det er for så vidt fint nok, at man gennem disse afsnit får en vis dokumentation for Haahrs overordnede påstand om fejl og mangler i korpset, men det er alligevel for meget til, at bogen fungerer som debatbog. Men det er samtidig svært andet end at betragte den som et debatoplæg, når påstandene og anklagerne er så vidtgående, som de er.

Lykkes det alligevel læseren at lade være med at betragte dette som en debatbog, men i stedet netop en slags dag- eller rejsebog, ja, så får man et ganske interessant tidsbillede af Grønland set fra Hans Haahrs synspunkt – en beretning om, hvordan Grønland ser ud for en tilrejsende dansk familie i fem år i 1990’erne.

Ellen Stampe: Morakker. 212 sider, 199 kr. Forlaget Frydenlynd. Udkom i går (den 28. marts 2012).

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.