23 aug 2012

Stenfoss og Taagholt: Grønlands Teknologihistorie

Posted by Steffen Fog

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Grønland står over for en rivende udvikling og store omvæltninger pga. de nye interesser i råstoffer, olie, minedrift, nye skibsruter og mange andre ting, som klimaforandringerne medfører.

Men hvad mange måske har glemt i den sammenhæng er den, måske endnu større (det vil tiden vise), omvæltning og teknologiske udvikling, som Grønland har undergået hidtil, især de seneste 70 år.

Dén historie får man i denne nye flotte bog. Her fortælles hele udviklingen med fokus på udviklingen fra 1953, da Grønland gik fra kolonistatus til at være en ligeværdig del af riget.

En virkeligt flot bog, super lækket boghåndværk, hardback, masser af dejlige illustrationer.

Jeg har allerede misset et par aftaler, fordi jeg var opslugt af bogen og hensat til gensyn med steder og installationer, som jeg har set, og i endnu højere grad til dem, jeg ikke har set. Denne bog går inden for dørene, bag forhæng og skærme og afslører alle de sjove, spændende og fede teknologiske indretninger, installationer, dimser, maskiner og systemer, som får Grønlands vandværker, fly, havne, skibe, miner, kraftværker osv. til at fungere. Hvor er det spændende, og hvor er det godt, at vi fik den her bog!

Og hvor er det godt, at det to forfattere ikke blot hensvælger i tekniske detaljer og imponerethed over dimensioner i stort og småt. For selv om der er masser af guf for den tekniske interesserede og nørden i faktabokse, illustrationer, grafer og principskiter, så sørger de to forfattere for hele tiden at sætte det ind i en relevant samfundsmæssig kontekst. De beskriver, hvordan teknologien har vekselvirket med samfundet og den kultur og de mennesker, som findes i Grønland. Det er et gode, og det er d´n fremgangsmåde, der cementerer denne bogs berettigelse og dens værdi.

Så har du bare en lille bitte interesse for Grønland og dette lands udvikling, og er du bare en lille smule imponeret, når teknologien bruges i Grønland: Når atlantskibene smidigt lægger til ved kun 40 meter kaj i Ilulissat, når Air Greenlands STOL-fly lander med en skarp landingsvinkel på 7,5 grader, når vandkraft fra Buksefjorden skaber lys i de små hjem i Nuuk og når der trods tocifrede frostgrader alligevel kommer flydende vand ud af hanen i de fleste boliger i Grønland? Ja, så læs den her bog.

Og så er det hele endda fortalt af to af dem, som var med til at lade det hele ske. Polyteknikerne Hans P. Steenfos og Jørgen Taagholt (begge civilingeniører) står bag pragtværket.

Hans P. Steenfos og Jørgen Taagholt: Grønlands Teknologihistorie. 349 kr. 624 sider. Rigt illustreret. Forlaget Gyldendal. Udkommer i dag (23. august 2012).

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.