11 okt 2012

Michael Fortescue: Orientation Systems of the North Pacific Rim

Posted by Steffen Fog

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Her kommer endnu et akademisk værk i serien “Meddelelser om Grønland”. Denne udgave er engelsksproget og formålet med bogen er, som titlen antyder, at kortlægge orienteringssystemer blandt alle de sprog, der tales i den nordlige del af Stillehavet, nærmere bestemt i den nordlige halvdel af “The Pacifik Ring of Fire”. Ved at undersøge de spor, som orienterings- og navigationssystemerne efterlader i sproget vil Fortescue prøve at spore, hvilke bevægelser som befolkningsgrupperne bag sproget har foretaget. For når et folk vandrer fra et sted til et andet, vil orienteringssystemerne ændrer sig i takt med, at landskab, topografi, kystlinjer osv. ændrer sig. Det er i hvert fald teorien.

Bogen her kan sammenlignes med Fortescues tidligere arbejde, hvor han har lavet en lignende undersøgelse med sprogene fra Chukotka til Grønland (Fortescue 1988), og bogen her er en udvidelse af Fortescues tidligere værk “Eskimo Orientation Systems”, som også er udgivet i serien “Meddelelser om Grønland”.

Noget af det, som Fortescues finder er, at selvom der er mange forskellige sprog og sprogstammer i området, er der alligevel mange overlap og meget tilfælles, når det kommer til det sproglige brug omkring orientering og navigation. Noget af det interessante ved bogen er, at Fortescue finder, at ordene i de lokale (tidligere) sprog bærer vidnesbyrd om geografisk bevægelse, for når man skal finde vej i en ny geografisk kontekst, sætter det sig spor i sporget, fordi man er nødt til at have en sproglig reference for de nye fysiske omgivelser.

Et akademisk værk, ikke for de brede masser. Jeg har ikke mulighed for at vurdere den akademiske værdi af bogen eller det videnskabelige niveua, men for en lægmands interesse for Grønland er den ganske interessant, omend ret specifik. Bogen har gode kort, skemaer, oversigter, noter og litteraturliste.

Fortescue er professor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Univsersitet.

Denne titel har i serien “Meddelelser om Grønland” følgende numre:
Meddelelser om Grønland nr. 352
Menneske og Samfund nr. 42

Meddelelser fra Grønland er en videnskabelige udgivelsesserie, der har publiceret videnskabelige beretninger og resultater fra og om Grønland siden 1878. Der er mere end 345 bind i serien med over 1250 titler. I 1979 blev udgivelserne delt op i under-emnerne Biovidenskab, Menneske og Samfund og Geovidenskab. Derfor har alle udgivelser i dag både en generel nummerering og en nummerering i et af underemnerne.

Michael Fortescue: Orientation Systems of the North Pacific Rim. 250 kr. 146 sider. Museum Tusculanum Press. Udkom i 2011.

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.