14 mar 2013

MacGillivray Freeman Films: Arktis – Isbjørnenes Hjem

Posted by Steffen Fog

Arktis - Isbjørnenes Hjem

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Planetariet i København lægger lærred til en fantastisk og storslået film om Arktis og om nogle af de dyr, som kalder Arktis for hjemme – blandt andre isbjørnen.

Filmen fortæller med meget stemningsfyldte og flotte billeder med et meget flot arktisk lys, historien om hvilken fantastisk natur og dyreliv, der findes i Arktis. Filmen indgyder stor respekt, sympati og omsorgsfølelse over for naturen i Arktis, sammen med et godt indblik i den natur og den fantastiske del af vores klode, som vi kalder Arktis.

Arktiske Anmeldelsers læsere ved selvfølgelig allerede, hvor fantastisk Arktis er, men jeg kan alligevel klart anbefale at gå ind og se denne film, for den er meget flot og storslået, og man bliver i godt humør, og man får lyst til at bevare Arktis og de dyr, som bebor Arktis.

Men det er også med vemod, at man ser filmen. For den har en dyster og alvorlig dagsorden. Isbjørnenes hjem er ved at forsvinde. Dette store og stærke dyr, som ingen naturlige fjender har, og som med skarpe klør og skarpe tænder kan jage selv den største udfordrer bort, er ved at tabe til den diffuse og lydløse fjende: drivhuseffekten. Filmen illustrerer for eksempel hvordan en isbjørnemor beskytter sine to syv måneder gamle unger mod en fjendtligt indstillet han. Hun jager med held hannen bort, mens ungerne flygter. Men hvad hun ikke kan jage bort er den hastige opvarmning af Arktis, som betyder, at hendes unger ikke med garanti vil have is at jage på hele deres liv. Hun kan med snilde og styrke stille noget op overfor den indtrængende han, men mod den globale opvarmning er hun magtesløs.

Filmen minder med høj emotionel styrke om, at det er på meget høje tid, at vi alle handler for at bevare arktis, at vi får stoppet den globale opvarmning. Filmen minder da heldigvis også om, at en af de stærkeste motivationsfaktorer og største styrker er håb. Den indgyder håb, men som sagt er den også en påmindelse om, hvad vi er ved at miste, hvis vi ikke gør noget nu. Hvis vi ikke begynder at omlægge den måde, vi lever vores liv på som mennesker og nedsætter vores forbrug, hvis vi da ikke vil sidde tilbage som de eneste beboere på kloden.

Denne film handler om Arktis og nogle af de dyr, som bebor Arktis. For eksempel hvalros, rensdyr og inuit, men der er som sagt især fokus på isbjørnen. For 150.000 år siden gik nogle brune bjørne mod nord og udviklede efterhånden hvid pels, en længere snude, en større kropsstørrelse, en markant bedre lugtesans og fandt sig til rette på isen, hvor menuen blev ændret til sæl. Siden har isbjørnen været kongen i den hvide vide verden perfekt tilpasset et liv på isen. Men desværre forsvinder isen og den perfekte tilpasning har sin pris: Når miljøet ændre sig og isen bogstaveligt talt brækker sammen under poterne på den hvide bjørn, er gode råd dyre. I de senere år finder man flere og flere druknede isbjørne, der forgæves har søgt at svømme til bedre egne og andre isbjørne søger mod beboede steder som på Grønlands vestkyst, hvor de oftest møder en lige så fatal skæbne i det kompromisløse møde med mennesker.

Denne film fortæller med respekt om det fantastiske landskab og verdensdel, som isbjørnene bebor. Men det er med vemod, for måske er bjørnen allerede væk i år 2100, og denne film vil være en af de eneste måder vi kan opleve isbjørnen på.

Jeg håber, at denne film vil være med til at sikre, at isbjørnen og det Arktis, som den er afhængig af, ikke kun er noget vi fremover vil se på film.

Filmen er en del af ’One World One Ocean’ kampagnen, der sætter fokus på miljømæssige problemstillinger i forbindelse med verdenshavene. Den er instrueret af Greg MacGillivray (“The Living Sea,” “Dolphins”), der har to Oscar nominering i bagagen. Filmen er indtalt på dansk ved Julie Berthelsen og musikken er bl.a. leveret af Paul McCartney.

Coca-Cola og WWF Verdensnaturfonden lancerer i marts 2013 kampagnen ‘Arctic Home’, der har til formål at sætte fokus på og indsamle midler til isbjørnens arktiske hjem – hvor isbjørnen er truet af at dens levested, havisen, forsvinder. Filmen er startskuddet på den kampagne. De penge, der rejses i kampagnen, vil blive brugt til WWF’s arbejde for at bevare isbjørnens levested. Kampagnen falder sammen med, at WWF har udråbt 2013 til isbjørnens år, og WWF har generelt oprustet arbejdet for bevarelsen af Arktis som levested for mange arter og økosystemer. Læs mere om kampagnen her.

Læs mere om selve filmen her.

Filmen er lavet med Imax-teknologien, som med sin vidvinkel giver film til det helt store lærred og er det helt rigtige format til at indfange de store vidder og det enorme landskab, som isbjørnen lever i. Hvem har ikke prøvet at lave gode almindelige fotos i Arktis og forsøgt at indfange hele det vide landskab? Uden held, for almindelige kameraer er ikke vidvinklede nok. Men Imax-kameraer er og med det rette lærred – et kuppelformede, som det man finder i Tycho Brahe Planetariet, får man den store rumlige oplevelse. Som at være der selv.

Bonus: Før filmen får man en 3D-stjernefilm at se, hvor blandt andet jordens magnetfelt og mekanismen omkring nordlysets dannelse og magnetfeltets rolle deri forklares meget pædagogisk. Meget relevant for arktiske læsere.

MacGillivray Freeman Films: Arktis – Isbjørnenes Hjem. Instruktør: Greg MacGillivray. Forfatter: Stephen Judson. 50 minutter. Warner Bros. Dansk tale (engelsk originalspeak tilgængeligt). 144 kr. pr. voksen. Filmen havde præmiere 2. marts 2013.

Vises i Tycho Brahe Planetariet

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.