28 mar 2013

Robert Zola Christensen: Is i blodet

Posted by Steffen Fog

Is i blodet

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Bøger kan give et forskelligt indtryk hos læseren. Hos mig giver bøger oftest enten det indtryk at være ligegyldige eller at være spændende, interessante og relevante. Det er meget sjældent at en bog direkte irriterer mig. Men det gør den her bog.

Jeg synes ikke, at den er god. Den er banal, klichéfyldt og forudsigelig. Og det irriterer mig. Jeg synes ikke, at den er opfindsomt skrevet, overraskende og giver mig ikke anledning til nye refleksioner og overvejelser og anderledes tankegang. Det er synd.

Nuvel, nu ved jeg godt, at det “bare” er en krimi, og at det sjældent er i den genre, at man skal finde inspiration til helt nye tanker, eller helt ny viden og indsigt. Men jeg må sige, at jeg alligevel helst ser, at selv krimier formår at adskille sig fra bogen ved siden af på hylden.

Men den her bog gør det, som jeg synes mange nordiske krimier gør sig skyldige i. Nemlig at ligne alle de andre. Denne bog benytter, som mange andre krimier, en scene, et miljø og nogle aktuelle begivenheder som ramme, uden at overveje, om scenen, miljøet og de aktuelle begivenheder allerede er benyttet af nogle andre aktuelle krimier.

Denne bog vælger Grønland som scene, forskningsverdenen omkring Grønlands is som miljø og de stigende interesser i Grønlands undergrund, mineraler og andre ressourcer, som de aktuelle begivenheder, som skal udgøre den kontekst, som krimien skal foregå i. Men hov – det synes jeg, vi har hørt om før. Det er der nemlig mange andre krimier, der gør i øjeblikket. Det er selvfølgelig ikke kun den her krimis problem – men det er også den her krimis problem.

Hvorfor kan aktuelle krimier ikke være lidt mere opfindsomme og differentiere sig lidt mere fra hinanden? Den her krimi, dens ramme og også til dels dens plot falder snublende nær det, man finder i Michael Katz Krefelds “Sort sne falder” fra september sidste år. Og begge ligner også Yrsa Sigurdardottirs “Isblå spor” fra 2011- og alle tre ligner faktisk også lidt for meget Høegs “Frøken Smillas fornemmelse for sne” fra 1990’erne. Hvorfor denne lemmingeeffekt? Bare fordi Grønland har fået en ny interesse i de nordiske samfund, behøver man jo ikke som krimiforfatter i den grad at benytte denne scene og ramme og disse aktuelle begivenheder på en så ensartet måde. Diffentiér det lidt!

Hvis man kan sige, at man har patent på en ide og en tanke, hvis man er først med den, kan man sige, at både Robert Zola Christensen, Michael Katz Krefelds og Yrsa Sigurdardottirs skylder Høeg en del. Han var, så vidt jeg ved, først i nyere tid med at bruge Grønland og Arktis som ramme på den måde, som de andre så har ladet sig stærkt inspirere af. Det er ikke super genialt, det Peter Høeg gjorde, men det holdt vand, og det er da i hvert fald mere genialt at være først med det.

Videnskab på for lavt plan
Det var så denne bogs plot, kontekst og ramme. Men er det så en god bog i øvrigt? Nej, må jeg desværre sige. Ovenstående uopfindsomhed er selvfølgelig en svaghed, men dertil direkte irriterer bogen mig som sagt. Det skyldes især følgende ting: Bogen får hele tiden sin hovedperson til at strø om sig med pseudovidenskab.

Peter Høeg havde lidt den samme uvane. Men hvor Høeg fik flettet det ind på en lidt mere snedig og relevant måde, får man her bare serveret løsrevne banaliteter, som virker malplacerede og ikke realistiske. Det er nemlig urealistisk, at hovedpersonen tænker på den måde om sin og andres videnskab, synes jeg.

Det er irriterende, at forfatteren forsøger at videreformidle naturvidenskabelige erkendelsespraksis og metode på den facon. Stærkt irriterende. Hvorfor ikke tage naturvidenskaben mere alvorligt og ikke mindst: Hvorfor undervurdere læserens evner, forkundskaber og forudsætninger for at forstå naturvidenskaben? Hvorfor ikke stole på, at læseren forstår et lidt højere niveau. Det niveau, som formidles på her, er for banalt, og dermed irriterende. Og dertil urealistisk, at hovedpersonen, som er isforsker på højt niveau, har så banale og simple tanker om videnskab.

Dertil er Robert Zola Christisens beskrivelse af de miljøer, som fortællingen foregår i, præget af en irriterende benovelse. Sådan virker det i hvert fald. Det er som om læseren skal påduttes den benovelse, som forfatteren selv har haft ved at rejse rundt i nogle for ham måske fremmede arktiske miljøer, som research til bogen. Jeg ved ikke, om det er sådan, det forholder sig. Men det er sådan det virker på læseren – for hvorfor skal vi ellers høre en masse detaljer om livets indretning i disse arktiske miljøer, som måske ganske rigtigt er fremmede og anderledes for forfatteren og mange læsere, men for andre, som kender disse forhold bedre, er denne benovelse i vejen – og irriterer. Det er i orden at beskrive disse ting i detaljer og endda indgående, for at skabe den rette stemning og en god mijøbeskrivelse, et stærkt kneb i fiktion, men det kunne gøres mere neutralt, end tilfældet er her.

Robert Zola Christensen: Is i blodet. 320 sider, 299 kr. Forlaget Gyldendal. Udkom den 15. marts i år (2013).

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.