16 maj 2013

Bjarne Ljungdahl: Mineral-guide Ivittuut Kryolitbrud & Kangilinnguit / Grønnedal

Posted by Steffen Fog

Forside_ivittuut mineralguide 2011

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Bjarne Ljungdal har udgivet en lang række mineralguider – små håndbøger som både hjemme i lænestolen og ude i felten yder god viden, støtte og inspiration til at udforske Grønlands mineralverden – den verden som de store økonomier lige for tiden bejler til at udnytte.

Guiderne tæller blandt andre:
Prospektering for amatører 2005  
Grønlandske smykkesten  2005  
Ilímaussaq Intrusionen 2006  
Det ældste grundfjeld  2008  
Det Nagssugtoqidiske foldebælte 2009

Alle guiderne er af store værdi: De er letlæste, har en meget pædagogisk fortælleform og tilgang til emnet og er rigt illustrerede med gode fotos af mineralerne og de områder, som de findes i.

Her tager jeg fat i en af guiderne: Mineral-guide Ivittuut Kryolitbrud og Kangilinnguit / Grønnedal.

Denne mineral-guider udkom første gang i 2004 i en lille hæfte på 52 sider med gennemgang af 30 af de typiske mineraler i området, fotos af mineralerne i farver, faktabokse og mineralindentifikations-system, indsamlingsråd og gode råd om færdsel i området, checklister og forklaring af faglige udtryk.

I 2011 blev guiden genudgivet i en stærkt udvidet udgave. Denne gang som lækker hardback på 150 sider, og foruden ovennævnte indhold nu med gennemgang af yderligere 20 af de typiske mineraler fra området og nu med en hel afdeling af guiden om også Grønnedal ud over om Ivittuut (udgaven fra 2004 omhandler ikke Grønnedal, alene Ivittuut).

For begge guider gælder som sagt, at de har en meget pædagogisk tilgang, hvilket er et gode uanset om mineralverdenener en ny eller gammelkendt verden for læseren. Der er gode råd til færdsel i området, en god indføring i, hvordan man identificere mineraler i felten. Der er også en god generel indføring i mineralernes fysiske egenskaber, hvem kan ikke have brug for at få repeteret fx Mohs hårdhedsskala eller forskellene på fx metalglans og silke- og diamantglans eller de syv krystalklasser?

Og så er der selvfølgelig hovedindholdet i guiderne: Selve mineralguiden – altså oversigten over de hhv. 30 og 50 typiske mineraler fra området. Denne del af guiden består af ca. en side til hvert mineral, hvor mineralet gennemgås efter mineralklasse, krystalsystem, kemisk formel, mohs hårdhed, massefylde, spaltelighed, farve, glans, gennemskinnelighed, flourescens mv. Sammen med gode farvefotos og en beskrivende tekst er man således godt rustet til at gå ud og møde mineralerne.

Guiderne indeholder også litteraturlister som forslag til yderligere studier og udgaven fra 2011 desuden ordforklaringer, dvs forklaringer af fagudtryk og gode kort, luftfotos og tværsnitstegninger af undergrunden.

Alt i alt er disse guider en god ven at have i hånden, når man drager ud og udforsker Grønlands mineralverden.

Om forfatteren:
Bjarne Ljungdahl er stifter og formand for Grønlands Stenklub, og han har udgivet en lang række guides til Grønlands mineralverden.
Født 1945.
Marinesoldat 1962-68
Skovteknikerelev 1969-70
Geologistudier ved Aarhus Universitet 1972-78
Ekspeditioner med geodæter og geologer i Grønland 1969, 1973, 1975, 1978, 1979 og 1981.
Mindre prospekteringsopgaver for Grønlands kommuner
Underviser og inspektør for Mine- og entreprenørarbejderuddannelsen i Grønland 1985-2001.
Formand for Grønlands Stenklub siden 2000 og initiativtager til oprettelsen af Mine- og mineralmuseet i 2003.
REdaktør af tidsskriftet Ujarak
Instruktør på prospektorkurserne i Grønland siden 1995.

Bjarne Ljungdahl: Mineralguide – Ivittuut Kryolitbrud, 2004, 52 sider, 60 kr. Illustreret, Grønlands Stenklub. Udkom 2004.

Bjarne Ljungdahl: Mineralguide – Ivittuut Kryolitbrud & Kangilinnguit / Grønnedal, 2011, 150 sider, 160 kr. Illustreret. Ivittuut Mine- og mineralmuseum og Forlaget Panigiit. Udkom 2011

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.