5 sep 2013

Søren Peder Sørensen: Qullissat – byen der ikke vil dø

Posted by Steffen Fog

Qullissat - forside

Køb bogen (klik her)

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Denne bog er en fortælling om en af de største folkeflytninger i Danmarks historie, og som trækker dybe spor helt frem til i dag. Men det er også historien om en forladt by, som stadig spiller en stor rolle i de tidligere indbyggeres bevidsthed og liv.

Qullissat ligger på nordøstsiden af Diskoøen ud for Grønlands vestkyst. Fra 1924 til 1972 var byen hjemsted for Danmarks eneste statsdrevne kulmine, som hele byen var opbygget omkring, og som var byens eksistensårsag og eksistensgrundlag. I 1972 lukkede staten minen, og de over tusinde indbyggere flyttede mere eller mindre frivilligt.

Denne flytning har lige siden, den skete, været en meget kontroversiel del af Grønlands historie og det dansk-grønlandske forhold. Bogen her belyser nogle af årsagerne til denne konflikt og den debat, ligesom bogen beskriver den betydning Qullissat havde og stadigvæk den dag i dag har for byens tidligere indbyggere.

Bogen er baseret på forfatterens rejser til Qullissat og interviews med nogle af de tidligere beboere. Dertil er bogen baseret på arkivstudier.

Bogen er et sjældent forsøg på en samlet gennemgang af disse emner, en kilde til baggrund om denne konflikt og dette kontroversielle emne, ligesom sagen om Qullissats lukning, og dermed også denne bog, kan tjene som pædagogisk og beskrivende eksempel på de konflikter i øvrigt, der igennem tiden er opstået, når danske og grønlandsk kultur mødes, og når den tidligere danske overhøjhed mere eller mindre selvforskyldt har gjort sig upopulær i Grønland.

Forfatteren og forlaget kalder denne bog for en “dokumentarbog”. Men dertil er bogens vægtning af kilder og partsinterview ikke ligelig nok i mine øjne. Der er et flertal af kritikere af lukningen blandt de citerede kilder. Samtidig har forfatteren ladet egne oplevelser få alt for meget plads i bogen. Tilgangen er i det hele taget ikke neutral nok til at kalde værket en “dokumentarbog”. Bogen kan således mange steder virke som et partsindlæg i debatten og diskussionen om rimeligheden i lukningen af Qullissat. Dette skal man være sig bevidst, når man læser bogen.

Det skal dog siges til bogens forsvar, at den meget langvarige debat om rimeligheden af lukningen af Qullissat og den måde, lukningen blev foretaget i mange mange år har fremkaldt særdeles skingre stemmer og påstande, der er føget på kryds og tværs – og her virker bogens samlede gennemgang god og meget mere afdæmpet end andre stemmer i debatten. Det er bestemt et gode – men igen, man skal holde sig for øje, at bogen ikke er en neutral fremstilling. Kildekritik er nødvendigt her.

Bogen mangler dertil fokus – det er lidt uklart for læseren præcis, hvor bogen vil hen. Dens fokus og opdeling i kapitler og prioritering af stoffet virker lidt for præget af forfatterende egne erfaringer under rejser til Diskobugten og til Qullissat, end af hvad der ville være gavnlidt for læseren at vide, hvis det er hensigten at læseren skal forstå baggrunden for lukningen af byen og gennemførelse af lukningen og, hvorfor det er blevet en kontroversiel sag. Der er simpelthen for meget malplaceret reportage i bogen og fremstilling af irrelevante personlige oplevelser – som tager plads fra mere generelle beskrivelser og fremstillinger, som kunne tjene til læserens overordnede forståelse for det hændte.

Bogen er fysisk en veludført hardback af godt boghåndværk. Layout, finish og fotos er gode og veldisponerede og velanbragte. Nogle af de fotos, som er udvalgt til bogen, er dog ude af fokus, og det klæder ikke bogen.

Bogen indeholder også gode oversigter, som fx tidslinjer, ordforklaringer, personlister og luftfotos med forklaringer.

Søren Peder Sørensen: Qullissat – byen der ikke vil dø. 2013. 200 sider. 299 kr. Forlaget Frydenlund. Udkommer i morgen (6. september 2013).

Køb bogen (klik her)

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Subscribe to Comments

One Response to “Søren Peder Sørensen: Qullissat – byen der ikke vil dø”

  1. Jeg var spændt om om bogen kommer med noget nyt i forhold til andre skriverier om Qullissat. I lokalavisen K’utdlek (1954-1972) var der information om byens udvikling, Grønlandsposten havde også artikler om tiden op til og omkring byen nedlæggelse, men forfatteren har (måske bevdst) ikke medtaget dem. Billederne er dystre og som om fokus har været forfald i Qullissat. (Der findes dog huse som ejerne har renoveret!). Jeg havde håbet på mere fokus på motto fra 2012: Lad os med lykke se fremad, som netop viser at Qullissarmiutter vil tage et skridt videre. Hvorfor mon forfatteren ikke har medtaget det?

     

    henriette christensen