17 okt 2013

Knud Rasmussen: Min rejsedagbog

Posted by Steffen Fog

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Der er nogle få bøger, som man tager frem fra hylden igen og igen og genlæser flere gange, fordi man gerne vil genopleve de følelser, stemninger og ikke mindst de tankesæt, som bogen fremkalder og indeholder.

Fordi de har et syn på livet og verden, som man kan forholde sig til, reflektere over og som giver en perspektiv, og som appelerer til en. En sådan bog er Knud Rasmussens “Min rejsedagbog”, udgivet første gang 1915.

Ved denne genlæsning af bogen har jeg haft det privilegie at låne et hus i Ilulissat på fjeldet lige ved kysten af Diskobugten lige ved siden af den sten, som er rejst til minde om netop Knud Rasmussen. Lige ved huset står husejernes otte dejlige slædehunde, som dagligt har mindet mig om Knud Rasmussens lovsprog: “Giv mig sne, giv mig hunde. Så kan I beholde resten”. Dermed har jeg følt mig endnu tættere på Knud Rasmussen under læsningen og tættere på hans verden.

Nu til bogen: Hvorfor kan jeg så godt lide den? Jo, hør bare her et eksempel på, hvor præcist Knud Rasmussen beskriver glæden ved rejsen, ekspeditionslivet og kærligheden til Arktis:

“I Dag begynder Rejsen, den store Fart norden om Grønland i Foraarssol og herlig Udfartsglæde. Hej, Kammerater, lykkelige Mænd paa Tærskelen til muntre Aabenbaringer! Morgenerne skal løfte Fligen for det store ukendte, og med Solen løber vi vore Længsler i Møde (…)

Kan vi gøre for, at vor Moder fødte os med den store Uro i Sindet, eller at vor Fader tidligt lærte os, at Livet er en Rejse?

Mænds unge Dage maa gaa med at opdage nyt (…)”

Med så præcise ord, som stadig holder her snart 100 år senere, er det kun rimeligt at udnævne dette værk til at tilhøre kategorien Arktiske Anmeldelser CLASSIC.

Til slut skal I dog også lige have disse ord med fra Knud Rasmussen, som minder os alle om, at et er at læse bøger om eventyr, ekspeditioner og udlængsel. Noget andet er at gøre noget ved det og selv komme afsted:

“For alle Rejser i Verden er kun til for den, der gør Rejsen; tilbage til andre bliver kun det fattige, som Ord kan give”.

Knud Rasmussen: Min Rejsedagbog. 1915. 161 sider. Gyldendal. Udkom i 1915.

Denne anmeldelse er en del af Arktiske Anmeldelsers Classic-serie. Her anmelder og omtaler vi tidligere udgivelser, som fortjener en ny omtale og en genfødsel. Læs mere om serien Classic her.

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Subscribe to Comments

One Response to “Knud Rasmussen: Min rejsedagbog”

  1. To gode skribenter med ordet i deres magt: Knud Rasmussen og Steffen Fog!!

    HF

     

    Henrik Fog