5 dec 2013

Udstilling: Blok P

Posted by Steffen Fog

Blok P

Af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Den legendariske Blok P blev med bulldozere og entreprenørmaskiner stedt til døde i 2012. Siden 1966 har den huset mange grønlandske skæbner og været ramme om mangt og meget.

En ny udstilling sætter fokus på dette stykke grønlandske historie.

Da Blok P stod færdig i Nuuk i 1966, var den enorme etageejendom rigsfællesskabets største beboelsesejendom og et symbol på den moderne udvikling i det grønlandske samfund. Men den 5 etager høje og 200 meter lange ejendom på Store Slette midt i Nuuk blev også for mange symbolet på en fejlslagen centraliseringspolitik og er ofte blevet omtalt som en arkitektonisk katastrofe.

Alligevel lever BLok P efter nedrivningen i høj grad videre i hjerterne hos alle dem, der har oplevet den markante bygning og ikke mindst dem, der har boet i ejendommen.

Udstillingen Blok P er en sammensmeltning af seks forskellige projekter, der alle har boligblokken som afsæt, og som i fællesskab formidler udsnit af ejendommens og dens beboeres historie. I ord, billeder og genstande præsenteres man bl.a. for tidligere beboeres erindringer om barndommens sorgløse liv, såvel før som efter opførelsen af blokken, lettelsen over at have rindende vand, træk og slip samt butikker og et nyt stærk socialt netværk omkring sig.

Der fokuseres på antropologisk vis på de spor, som det levede liv efterlod sig i og omkring blokken, ligesom selve den månedlange nedrivning dokumenteres med en spektakulær time-lapse, hvor man ser maskinerne fortære den monumentale bygning.

Udstillingen blev tidligere på året vist i kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Deltagere i udstillingen:
Rikke Diemer
Peter Jensen
Liss Stender
Jørgen Chemnitz
Tone Huse og Carsten Aniksdal
Sarah Bodil Tierney og Matylda Rasmussen

Udstilling: Blok P
16. november – 6. april 2014
Nordatlantens Brygge

Comments are closed.