13 feb 2014

Hallgrímur Helgason: Kvinden ved 1000°

Posted by Steffen Fog

Køb bogen (klik her)

Kvinden ved 1000 grader

Køb bogen (klik her)

Anmeldt af Ingrid Fog.

Kvinden ved 1000° af Hallgrímur Helgason er en rørende og satirisk livshistorie nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Her beskrives kvinden Herras livshistorie, der strækker sig over 80 år med start i 1929. Herra tilhører den islandske præsidentfamilie, og hun har haft et fantastisk spændende liv, der beskrives på en levende og interesant måde med mange detaljer og skæve indfalds vinkler.

Da Herra får at vide, at hun efter et helt livs rygning har en uhelbredelig lungecancer, beslutter hun, at hun vil brændes i det nærliggende krematorium, hvor temperaturen når 1000 grader.

Hun tilbringer sin sidste tid i en garage ombygget til bolig, hvor hun passes af hjemmeplejen og, hvor hendes kontakt til omverdenen opretholdes via hendes computer. Familien ser hun til gengæld ikke noget til og hendestre3 sønner og svigerdøtre har franarret hende hendes formue.

Hun planlægger en grusom hævn over svigerdøtrene og får hjælp af en ung hjemmehjælper og universitetsstuderende, der lære hende at hacke familiemedlemmernes computere og sende falske mails i deres navne.

Fortællingen om hendes liv indeholder beretningen om barnet, der forladt af både far og mor som krigsflygtning flakkede alene om i Tyskland og Polen. Hvor hun klarede sig ved sin store snilde, men hvor hun også sultede, led, blev voldtaget mange gange og iøvrig mishandlet af krigen og omstændighederne i et plyndret og udbrændt Europa.

ANNONCE:

.

Vi møder også den unge vilde Herra, der mødtes med de unge drenge fra The Beatles, inden de blev berømte. En Herra der nyder luksusliv i Paris, og vi læser om hendes ægteskab i Argentina, hvor hun mistede sit første barn. Hendes vilde liv rundt i verden, hendes ægteskab med en islandsk fisker, der mishandlede hende og om, hvordan han døde. Slog hun ham ihjæl? Det ved ingen, heller ikke Herra.

Gennem livet har Herra mødt og forladt mange mænd, hun har udnyttet dem og de hende, men hun har aldrig følt sig hæmmet af “kun” at være kvinde, tværtimod. Egentlig har hun altid følt sig som “one of the boys”, fundet det sindsygt morsomt at være Herra og dødkedeligt at være dum.

Nu ligger hun så på sit dødsleje med selskab af den håndgranat hendes far gav hende til selvforsvar i 1942 i Hamburgs krigshelvede. Hun genoplever sit liv med os som tilskuere.

Herras fortælling gør os nysgerrige både på hendes personlige liv men også på den indbyggede
historie og fortælling om samfund og samtid. Som læser bliver man revet med, og må mange gange ryste på hovedet over de fantastiske oplevelser Herra beretter om og over hendes evne til at tage hævn.

Ved sin død holder Herra så fast i sin håndgranat, at den ikke kan fjernes, men må skæres fri inden kremeringen kan foretages!

Bogen er skrevet i et malerisk og fint klart fortælle sprog, der får læseren til at vende bladene hurtigt efter hinanden, samtidig med man føler, at man lærer både Herra og hendes verden at kende på godt og ondt.

En bog der varmt kan anbefales!

Hallgrímur Helgason: Kvinden ved 1000°. 2013. 465 sider. 299 kr. Lindhardt og Ringhof.

Køb bogen (klik her)

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.