10 okt 2014

Anette Molbech: Råstof

Posted by Steffen Fog

Råstof

Anmeldt af Steffen Fog.

Fremtidens Grønland skal baseres på råstof. Det har man hørt før, men i denne bogs retorik er råstoffet lig med ungdommen. Det er dem, som er råstoffet, som skal forme Grønlands fremtid.

Bogen sætter med poesi og fotos fokus på tankerne, drømmene og følelserne hos nutiden unge i Grønland.

Poetisk. Drømmende. Nærværende. Flotte billeder.

Det er ord, der umiddelbart popper op, når man læser den her bog.

Og så formår den – flot – at formidle en meget vigtig pointe:

I Grønland er der ikke noget filter eller nogen afstand mellem mennesker og naturen. Vi er ikke så distancerede i forhold til naturen, som mange andre steder. Alt er uden forbehold og buffer. Naturen er, som den er. Lige der. Foran dig. Over dig. Under dig. Og hundreder af kilometer i alle retninger. Håndtér det! Både det gode og det onde. Lyset og mørket. Skønheden og smerten.

Noget som måske opleves aller stærkest i et ungt mennesker, på et tidspunkt i livet, hvor sanser, følelser og tanker raser aller stærkest i kroppen og sindet.

Men bogen formidler også en anden vigtig effekt af naturens altdominerende kraft: Den skaber et bevidsthed om, at nu er nu. Det her øjeblik kommer aldrig igen. Det kan blive ødelagt om lidt. Måske er vi her ikke mere i morgen. Naturen tager. Naturen giver. Derfor må vi bruge øjeblikket og hinanden med det samme. Nu!

Det giver et stærkt nærvær hos mennesker i Grønland. Man lærer i Grønland at være til stede. At opleve nu. Stærkt. Tage det ind. Føle på det. Smage på det. Respondere på det. Man lærer at være sammen. Med hinanden. Nu!

Det er stærkt, at en bog evner at formidle sådanne ting. Derfor kan jeg godt lide den her bog. Derfor er den værd at læse.

Anette Molbech: Råstof. 2014. 108 sider. milik publishing. Udkommer i dag (10. oktober 2014).

Bogen udgives i dag ved en udstillings-event på Nordatlantens Brygge i København som en del af Kulturnatten. Udstillingen er baseret på bogen og fotos fra bogen. På Kulturnatten projiceres desuden en række billeder fra bog og udstilling op på kulturhusets facade akkompagneret af et lydspor med sange af det grønlandske rockband Nanook.

Åbningstale ved Hans Peder Kirkegaard, formand for Avalak. Digtoplæsning fra Råstof ved forfatter Niviaq Korneliussen.

Råstof
Fredag den 10. oktober kl. 18-20
Nordatlantens BryggeArktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.