10 nov 2014

Statens Naturhistoriske Museum: Indlandsisen – 80 års klimaforandringer set fra luften

Posted by Steffen Fog

Indlandsisen - 80 aars klimaforandringer set fra luften

Køb bogen (klik her)

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Hvis jeg skal give et bud på årets fotobog, er det den her!

Den er flot. Den er lækker. Og den har et meget vigtigt budskab. Og så er dens fotos helt helt betagende!

Den er samtidig højaktuel. I denne tid, hvor FN’s Klimapanel netop har afsluttet sit møde i København med udgivelsen af endnu en foruroligende rapport om klimaforandringerne og isens forsvinden, er det en vigtig påmindelse om at læse denne bog og se dens betagende fotos med det dystre budskab.

Denne fotobog dokumenterer på barsk og trist vis, hvordan bræerne i Grønland trækker sig voldsomt tilbage. Om hvordan klimaet forandres voldsomt i disse år – noget der ses aller tydeligst i Arktis. Den minder om, at dén smukke natur og betagende verden, som Arktis udgør, er vi ved at ødelægge for altid.

Takket været et fantastisk fund af gamle luftfotos fra 1930’erne, har det været muligt for Statens Naturhistoriske Museum at fremstille et helt unikt værk, hvor man tydeligt kan se den forandring, der er sket de seneste 80 år med bræerne og Indlandsisen i Grønland.

Fire somre i 1930erne blev der fotograferet bræer. I alt 11.000 billeder. Og mange af de samme bræer blev fotograferet igen i sommeren 2013. Grundlaget for en sammenligning er en realitet!

Et tilfældigt fund af et kladdehæfte i Arktisk Institutes arkiver og fotokartotek starter projektet, som bl.a. har mundet ud i denne bog. Under en søgning i arkivet, hvor man leder efter fotos, som kan give vidnesbyrd om positionen af Indlandsisens rand i tidligere tider, som igen kan give fingerpeg om omfanget af tilbagetrækningen siden dengang, finder man et lille kladdehæfte med påskriften ”Luftfartøjs-journal for H.M. II 87”.

Hæftet viser blandt andet flyvemaskinens flyvninger i juli 1927 over Grønland. Her er der – ligesom på mange tilsvarende flyvninger i 1930’erne foretaget af det danske forsvar – foretaget luftfotografering af det grønlandske landskab, herunder bræerne.

Det viser sig, at man i 1930’erne har foretaget en systematisk egentligt luftfotografering af Grønland. Det kan danne et godt grundlag for en sammenligning af Indlandsisens udbredelse, positionen af Indlandsisens rand og bræernes udbredelse og tilstand dengang og nu.

Medarbejderne fra Statens Naturhistoriske Museum får skærpet interessen ved fundet af dette gamle hæfte – og leder videre. Og finder et righoldigt arkiv af luftfotos, næsten 80 år gamle. De kan sammenlignes med nutidige fotos. Og give data om isens tilbagetrækning..

Det er det, denne bog handler om. Og så fortæller den som en bonus om de helt specielle piornérflyvninger, som blev foretaget dengang. Fx at det til dels skete i åbne fly, dvs. åbne cockpit – og derfor var piloterne pakket godt ind i pelstøj – og fotografen agter endnu mere, for han sad med også et hul i bunden – til fotograferingen. Der blev fløjet i op til 4.300 meters højde med ned til 40 minusgrader! Og selvom det var sommerflyvninger, gav fartvinden en ikke ubetydelig afkøling!

En imponerende logistisk bedrift. Helt i mål med nutidige ekspeditioner, hvor man endda har mere avanceret udstyr.

På trods af den trist budskab om klimaforandringer og Indlandsisens tilbagetrækning, som denne bog giver, er der også plads til en lille glæde og begejstring. For alle os som elsker Grønland og elsker luftfart, er det en stor glæde at finde en bog, der på fornem vis kombinere interessen for disse to ting. Luftfart i Grønland er en af de mest fascinerende og medrivende ting, jeg kender til. Og denne bog fortæller med stor fascination om disse pionerer udi flyvning i Grønland og luftfotografering.

Den her bog må bare ligge under juletræet hos enhver med bare en smule interesse for Grønland eller luftfart. Og har du det lige som mig, der er interesseret og fascineret af både Grønland og luftfart, så er det selvsagt, at denne bog vil flyve ind under grenene på juletræet i år!

Statens Naturhistoriske Museum: Indlandsisen – 80 års klimaforandringer set fra luften. 2014. 179 sider. 325 kr. Statens Naturhistoriske Museum.

Køb bogen (klik her)

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.