29 dec 2014

TV-2: Kalaallit Nunaat Nuannarisara / Greatest Greenland

Posted by Steffen Fog

TV-2 Greatest Greenland

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

I 1988 besøgte rock-orkestret TV-2 for første gang Grønland i forbindelse med et stort indsamlingsshow i Nuuk til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Bandet faldt pladask for Grønland, befolkningen, naturen, og det storslåede landskab. Det er blevet til mange koncerter siden – fra Nanortalik i syd til Uummannaq i nord.

Også tætte venskaber er blevet knyttet og samarbejder med grønlandske kunstnere er opstået naturligt på tværs af geografi og historie. Senest i august ved en stor koncert i Mindeparken i Aarhus, hvor de to brødre Elsner fra Nanook, optrådte sammen med TV-2 foran 30.000 tilskuerer.

Sidste år kunne TV-2 markere sit 25 års jubilæum ved to koncerter i Nuuk, hvor bandet havde inviteret gæster, Nukaka, Maasi, Malik og Nina Kreutzmann, Frederik og Christian K. Elsner fra bandet Nanook og Peter Hammeken.

Koncerten blev optaget og er fornylig blevet udsendt på CD i Grønland i samarbejde med Pisiffik.

På albummet findes bl.a. en helt ny sang, Lucky You, inspireret af de mange rejser i Grønland. For første gang på CD kan også høres en udgave af det meget ønskede ’Sæler, hvaler og solskin’ foruden en lang række af TV-2 ́s store hits gennem tiderne.

Jeg er rigtigt glad for TV-2. Bandet har indrammet store dele af min opvækst. Fra sen barndom over tidlig og moden ungdom til tidlig voksenalder har mine oplevelser og udvikling sket i takt med TV-2’s ene album efter det andet, og til tonerne til bandets musik. Og ikke mindst reflekteret af Steffen Brandts poetiske og livskloge tekster, der på en gang siger noget almengyldigt og på den anden side observerer og kommenterer på geniale måder.

At dette bands og dets medlemmer, som jeg føler på en god måde siger noget om livet – det som god musik skal, også har en stor kærlighed til Grønland som jeg selv, gør, at det hele går op i en højere enhed. Derfor er dette album, hvor TV-2 og Grønland kombineres, en helt særlig lækkerbidsken for mig. Den her kommer til at ligge i CD-skuffen i lang tid!

Albummet er en gave til Grønland, en kærlighedserklæring fra TV-2 til Grønland. Derfor kommer albummet ikke i almindelig handel i Danmark og heller ikke til download eller streaming på nettet. Til gengæld vil man (naturligvis) kunne købe det i Grønland, nærmere bestemt i Pisiffik. Og også i de fire grønlandske huse i Danmark for at gøre det tilgængeligt for herboende grønlændere.

TV-2: Kalaallit Nunaat Nuannarisara / Greatest Greenland. 2014

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.