1 feb 2015

Gregers Gjersøe: Ekspeditionen: Danmark og Grønland i det nye Arktis

Posted by Steffen Fog

Ekspeditionen - Danmark og Grønland i det nye Arktis

Køb bogen (klik her)

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Eventyreren, ekspeditions-manden og tidligere Air Greenland-pilot Gregers Gjersøe har netop udgivet denne flotte bog henvendt til skoleelever i de ældste klasser af folkeskolen og andre unge, som er nysgerrige på de aktuelle forhold i Grønland og Arktis.

Bogen fortæller om de udfordringer og muligheder, som Danmark og Grønland står overfor i et Arktis, der gennemgår store forandringer på grund af klimaforandringerne.

På bogens bagside hedder det:

Rejs med på en spændende ekspedition til Grønland og Arktis – Vi undersøger alt det spændende, der foregår lige nu: Isen smelter på grund af klimaforandringerne, Kongeriget Danmark gør måske krav på Nordpolen, olieefterforskning i det Arktiske Ocean kan måske komme i gang, en grønlandsk grundlov er måske på vej og der er nye arktiske sejlruter til Kina.

Bliv opdagelsesrejsende og tag med på ekspeditionen til Grønland og Arktis. Vi undersøger de udfordringer og muligheder, som Danmark og Grønland står overfor i det nye Arktis og bliver bedre klædt på til at tage del i den diskussion, der kommer øverst på dagsordenen i de kommende år.

Bogen er som sagt henvendt til skoleelever og kan således indgå i undervisning eller temauger om Grønland og Arktis, men kan også bruges til selvstudier til nysgerrige børn eller unge, der er sultne efter viden og eventyr. Bogen kan også udmærket virke som en rejsebog for yngre mennesker, der drager ud sammen med deres forældre eller som fx flytter til Grønland.

Det er en rigtig flot bog. Layout og illustrationer er i top, den er spækket emd gode kort, illustrationer og tegninger og masser masser af fotos i høj kvalitet, der samtidig spiler rigtigt godt sammen med teksten. Der er også mange grafikker og diagrammer. Samtidig udmærker bogen sig ved at have mange indgange: Der er billedtekster, faktabokse og “vidste du at…” bokse, hvor eleven kan lære en masse ny viden om Grønland og Arktis. Eneste skønhedsplet i den forbindelse er, at Nuuk er placeret forkert på bogens kort.

Og så er bogen dejlig aktuel og opdateret. Den har al den sidste nye viden om Grønland med – fx er den opdateret på den aller sidste viden om, at flere selskaber drosler ned for deres olie- og mineral-ambitioner i Grønland, og de sidste nye udviklingstræk omkring Kvanefjelds-projektet ved Narsaq og Issua-projektet ved Nuuk.

Det er glædeligt og klæder bogen. Jeg er imponeret, fordi mange bøger af denne kaliber har en så lang produktionstid, før de udkommer, at de ofte når at blive forældede, fordi de ikke når at få den sidte nye udviking med. Men her er der altså tale om en bog, der er helt opdateret.

Bogen tager alle de aktuelle problemstillinger og debatemner, når talen kommer på Grønland og Arktis op:

Isen smelter / klimaforandringerne
Kampen om Nordpolen
Olieefterforskning i Arktis
Nye sejlruter i Arktis

Det er et gode, at der her er ambitioner om grundigt og med opdateret viden at orientere unge elever om disse vigtige udviklingstræk. Og bogen gør det på en meget god og pædagogisk måde, spændende og medrivende. Bogens måde at fortælle om Grønland og Arktis og de nævnte aktuelle emner er ved at opbygge fortællingen og kronologien op omkring en fiktiv rejse rundt i Grønland. Det fungerer godt og giver et naturligt og troværdigt skelet at hænge fortællingen og de mange data op på.

Bogen udmærker sig ved at være tilpas nuanceret og fremstille begge sider af sagerne, både mulighederne og bekymringerne. For eksempel fortæller bogen ikke kun om mulighederne i olie, men også om den store risiko for forurening af den meget følsomme arktiske natur.

Ud over at være en god kilde til de mange information om det aktuelle Grønland og Arktis, emmer bogen også af eventyrlyst, udlængsel og rejsetrang. Det er godt, at dette er med, og vist også kun naturligt med denne forfatter, der selv har været præget af eventyrlyst og rejsetrang, som har ført ham til utallige ekspeditioner i polaregnene.

Køb bogen (klik her)

Sammen med bogen lanceres 1. februar 2015 et web-site: Polarskolen.dk. Om polarskolen.dk fortæller Gregers Gjersøe:

Polarskolen.dk supplerer bogen og her vil du kunne lære mere om Arktis og teste din viden. Du kan også møde andre Grønlands- og Arktis- interesserede på Polarskolens Blog.

Min mission med Polarskolen.dk er at formidle viden og skabe en større og bredere forståelse for Arktis og Antarktis.

De første danske skoler og biblioteker har sagt ja til at tage med på den virtuelle ekspedition og i slutningen af januar 2015, begynder de første skoler at besøge Polarskolen i Kvarterhuset på Amager. Jeg vil også tage rundt til skoler, biblioteker, organisationer og firmaer.

Som noget helt nyt vil Polarskolen.dk indgå samarbejde med ungdomsskoler i hele landet. For de unge skal selvfølgelig også ud og afprøve sig selv på en ”rigtig” ekspedition. Vi skal på en to-dages tur afprøve, hvad det vil sige at være på en rigtig ekspedition.

Om sig selv fortæller forfatteren Gregers Gjersøe:
Jeg er uddannet pilot og har været ansat i SAS i 28 år. I 2014 skiftede jeg styrepinden ud med min interesse for Arktis og Antarktis og grundlagde Polarskolen.

Kimen til min interesse blev lagt i 1980, hvor jeg arbejdede på Thule-Basen for at tjene penge til min pilot uddannelse. Meget senere i 1999 krydsede jeg Grønland på ski med to kammerater, Kalle Kronholm og Kristian Joos (www.xgreenland1999.dk). Året efter, i 2000/2001, gik jeg sammen med Kristian Joos som de første danskere på ski til Sydpolen (www.sydpolen.dk)

Gregers Gjersøe: Ekspeditionen: Danmark og Grønland i det nye Arktis. 2015. 80 sider. 239 kr.

Køb bogen (klik her)

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.