2 dec 2015

Lena Lauridsen: Inussuk – Pejling mod Grønland

Posted by Arktiske Anmeldelser

Inussuk-forside

Anmeldt af Jørn Holbech, Arktiske Anmeldelser.

Denne bog handler om flytning til Grønland og de personlige og praktiske overvejelser, man bør gøre sig. Bogen giver et indblik i, hvad det vil sige at leve, bo og arbejde i nutidens Grønland.

Lena Lauridsen giver med bogen den kommende Grønlandsfarer et rigtigt godt redskab i hånden til at afklare og forberede en eventuel flytning til Grønland. Bogen behandler de mange emner og temaer meget grundigt og kan med sikkerhed være med til at forebygge mange af de udfordringer og problemstillinger, man kommer ud for, når man overvejer at bytte de danske rammer ud en anden kultur nemlig den grønlandske.

Bogen indeholder en lang række fakta om økonomi, befolkning, byer, klima, sprog, politik og meget mere; men veksler godt mellem fakta og mentale overvejelser og diskussioner, så bogen er let læst.

Lena kolorerer samtidigt de enkelte afsnit med personlige udtalelser fra folk bosiddende rundt om i Grønland. Og endelig afsluttes hvert afsnit med yderst relevante ekspertudtalelser.

At bogen netop også bearbejder emner som kulturchok, flytning af børnefamilien og det grønlandske køkken vidner om, hvor bredt bogen når omkring. Man har, når bogen er læst, opnået en stor viden og indsigt i Grønlands kultur og levevis, og man har helt sikkert fået aflivet de værste myter og historier om Grønland.

Samtidig formår bogen at give selv mig, som har boet 8 år i Grønland, nye oplysninger, eksempelvis, at der hver måned holdes kursus for nyansatte, hvor man på to dage får et unikt indblik i, hvordan Grønland fungerer.

Tager jeg de kritiske briller på, så er bogen først og fremmest skrevet til dem, der overvejer flytning til en af Grønlands større byer; men det er selvfølgelig også der, hvor 99 % af Grønlands tilflyttere kommer til.

Bogen kunne også godt udstyres med et alfabetisk opslagsregister, så man lettere kan finde enkelte oplysninger igen.

Har man kun det begrænsede kendskab, som de fleste danskere har til Grønland, er man godt klædt på, når man har læst ”Inussuk – Pejling mod Grønland”.

Tak for en god og oplysende bog. En bog, der holder, hvad den lover og lidt til!

Lena Lauridsen: Inussuk – Pejling mod Grønland. 2015. 288 sider. 250 kr. Forlag: Culture Crossing.

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.