17 mar 2016

Søren Frandsen og Mette Karlson: Vi kommer hjem igen

Posted by Arktiske Anmeldelser

V

Anmeldt af Anders Andreasen, Arktiske Anmeldelser.

Der er allerede udgivet en lang række bøger om Danmark Ekspeditionen, men ingen før har haft det her udgangspunkt: At fortælle historien ud fra de malerier og dagbogsblade, som de to malere Aage Berthelsen og Achton Friis skabte.

Det er en spændende og fascinerende ny vinkel på ekspeditionen, og den her bog kommer til at stå langt fremme på min arktiske boghylde. Ja, hvis den simpelthen ikke bare skal ligge på kaffebordet fremme til et hurtigt opslag.

For denne bog egner sig både til læsning fra ende til anden og til hurtige opslag og ”browsing”

Læs også: Nordøstgrønland Ekspeditionen 2011

Et meget vigtigt og givtigt element i bogen er de mange dagbogsblade, som sammen med de mange fotos fra selve ekspeditionen giver et rigtigt godt indblik i livet og kulturen og stemningen ombord på ”Danmark” og livet blandt ekspeditionsmedlemmerne. Givtigt her at opleve, at det at være polarforsker ikke altid er den romantiske eventyrfyldte tilværelse, som det ellers ofte fremstilles. Tværtom at det nogle gange også indeholder kedsomhed, trælsomt og trivielt arbejde og iv og kiv ekspeditionsmedlemmerne imellem. Det er godt og nyttigt for at sætte tingene i perspektiv, og illustrerer at vi mennesker medbringer vores dårligdomme også til skønne og smukke eventyregne.

Læs også: 80 års klimaforandringer set fra luften

En anden ting, jeg er særligt glad for ved denne bog, er dens utroligt flotte gengivelse af Berthelsens malerier. Særligt malerierne gengivet på side 163, 181 og 350. Men læg også mærke til malerierne gengivet på side 45, 47, 85, 90 og 176.

På disse malerier fornemmer man fuldstændigt det arktiske lys, som var man til stede i Nordøstgrønland selv. Gengivelsen af disse billeder gør Berthelsen stor ære og viser, at han var en mester i at blande farverne korrekt og ramme det helt, helt rigtige lys. Når jeg ser på billederne, bliver jeg straks suget ind i billedet og drager selv afsted til Nordøstgrønlands kyst og er med på ekspeditionen, og ser lyset præcis, som det så ud, da Berthelsen blandede oliefarverne og satte penslen til lærredet for over hundrede år siden.

Se det er en bedrift af både Berthelsen og af denne bog! Se selv bogen og drag afsted til Nordøstgrønland med Berthelsens farver som guide.


Søren Frandsen og Mette Karlson: Vi kommer hjem igen. 2015. 356 sider. 400 kr. Gyldendal

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Comments are closed.