Older Entries Newer Entries Subscribe to Latest Posts

23 mar 2015

Anna Marie Andersen: Hende grønlænderen

Posted by Steffen Fog. Kommentarer lukket til Anna Marie Andersen: Hende grønlænderen

Anna Marie Andersen- Hende groenlaenderen

Køb bogen (klik her)

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Erindringsbog fra en problemfyldt barndom skrevet af Anna Marie Andersen:

Da Anna Marie var lille, undrede hun sig over, at naboerne ikke kaldte hendes mor ved hendes rigtige navn, som ellers var så smukt.

“I begyndelsen var ordet helt uden betydning. Faktisk var det bare et ord som alle andre, der heller ikke havde fået nogen betydning endnu. Men efterhånden Read the rest of this entry »

16 mar 2015

Tiina Itkonen: Avaanna

Posted by Steffen Fog. Kommentarer lukket til Tiina Itkonen: Avaanna

Avannaa

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Her er en endnu en skøn bog fra den kendte arktiske fotograf Tiina Itkonen. Og hvilken bog!

Mit hjerte smelter, når jeg ser billederne i denne bog fra Read the rest of this entry »

9 mar 2015

Niviaq Korneliussen: Homo Sapienne

Posted by Steffen Fog. Kommentarer lukket til Niviaq Korneliussen: Homo Sapienne

Homo Sapienne

Køb bogen (klik her)

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Niviaq Korneliussens debutroman, nomineret til Politikens Litteraturpris.

Romanens fem hovedpersoner er henholdsvis to lesbiske, en bøsse, en biseksuel og en transseksuel. I bund og grund er det en roman om kærlighed, venskab og familiebånd – her fortalt igennem nogle personer, der ikke lige passer ind i normerne.

Fia bryder ud af sit heteroseksuelle forhold og opdager først på det tidspunkt, at hun føler sig tiltrukket af kvinder, især af Sara, som lever i et lesbisk forhold med Ivik, som på sin side har problemer med at udleve sin kærlighed på det fysiske plan. Rundt om dem spiller også Fias bror Inuk og deres fælles veninde Arnaq vigtige roller, inden nogle brikker falder på plads.

Det her er en stærk stærk fortælling om nogle almenmenneskelige følelser og tildragelser. Om ungdomskærlighed og de kræfter og safter og den ild, som kan rase i en ung krop og et ungt sind. Virkeligt godt og stærkt fortalt!

Sproget flyver rigtigt godt. Den her roman er MEGET velskrevet.

En utrolig stærk debutroman, som det er svært at lægge fra sig, også selvom man ikke selv har den unges krop og sind. Den her roman er velskrevet og fængslende for alle aldre, og også for folk uden interesse for Grønland.

Hvis det her er repræsentativt for det forfatterskab, som er på vej, glæder jeg mig til de næste titler fra Korneliussen!

Romanen er også meget nyskabende i sin fortællemåde, synes jeg:

For eksempel er det formidabelt at bruge SMS-dialogerne i autentisk layout – nemlig screendumps fra et smartphone-display. SMS er i dag et medie, hvor længsler, følelser, had, kærlighed, frustration og savn og alt det midt imellem og rundt om udtrykkes. I en roman før i tiden ville det være breve, der var gengivet. Men i dag skal det selvfølgelig være SMS’erne!

Dertil er bogen avanceret i sin brug af persongalleriet og jeg-fortælleform: Bogen tager udgangspunkt i fem personers liv, fem personer, hvis tilværelse er uløseligt vævet sammen. De fem personer skiftes til at være jeg-fortæller, og det er super flot mestret af Korneliussen, at håndtere alle fem som jeg-fortæller på forskellige tidspunkter og få disse fem personers liv kædet korrekt sammen.

Jeg vil dog også komme med lidt konstruktiv kritik: Roman og karaktererne i den er måske en kende FOR følelsesladede. Jeg ved godt, at følelserne i ungdommen raser med en styrke, som man måske har svært ved at huske senere i livet. Men alligevel.

Dertil er personerne utroligt selvhøjtidelige – det virker lidt utroværdigt, hvis det skulle være et billede på, hvordan mennesker er i virkeligheden. Jeg finder det utroværdigt, at man kan være så selvhøjtidelig, og tage sit eget liv og egne problemer så højtidelige og i den grad mene, at man er verdens centrum. Karaktererne i romanen mangler simpelthen at få lidt perspektiv og proportionalitet ind i livet og i egne problemer, før de for alvor virker troværdige. Få lidt syn for egen lidenhed og egen ligegyldighed i den store spil, ligesom noget selvironi og sarkasme til at afbøde for selvhøjtideligheden, kunne være på sin plads. Det virker utroværdigt, at der er nogle, som er så nærtagende og følsomme i længden.

Niviaq Korneliussen er født i 1990 og opvokset i den sydgrønlandske by Nanortalik. Efter nogle års studier i samfundsvidenskab på universitetet i Nuuk, læser hun nu psykologi på Aarhus Universitet.

Niviaq Korneliussen: Homo Sapienne. 2014. 184 sider. 249 kr. milik publishing.

Køb bogen (klik her)

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

2 mar 2015

Udstilling: Unpredictable Iceland

Posted by Steffen Fog. Kommentarer lukket til Udstilling: Unpredictable Iceland

Anmeldt af Skjold Christensen, Arktiske Anmeldelser.

De to kunstnere, islandske Sigrùn Ögmundsdóttir, som er grafiker og danske Birgitte Lykke Madsen, som er maler, udstiller for første gang sammen i Nordatlantisk Hus i Odense.

Sigrùn Ögmundsdóttir udstiller en grafisk serie over Reykjaviks vartegn, fjeldet Esja og Birgitte Lykke Madsen udstiller malerier, hvor hun fortolker den islandske natur og dens kraft. De er begge uddannet på Det Fynske Kunstakademi og har tidligere udstillet over hele Norden.

Birgitte Lykke Madsen mødte Island i 2013, og det var en overvældende oplevelse for hende. Hendes forestilling om Island inden mødet var, at det var gråt og mørkt – eller som hun selv siger: monokromt. Når det handler om malerier, at de er i en enkelt farve eller i forskellige toner af denne.

Men hendes malerierne viser noget andet og viser også, hvordan oplevelsen var overvældende. Der er farver, der er skygger, der er sol. Et landskab præget af evig forandring. Denne evige forandring dikterer, hvordan mennesket til enhver tid har skulle tilpasset sig, hvis de ville overleve og udvikle landet.

Hun har fx et maleri på udstillingen af vulkanen Bardabunga. Den rører på sig. Går vulkanen i udbrud? Uvisheden hersker. Uvisheden i Island har været gennemgående i Islands historie. Hvad vil der ske i undergrunden, og hvilken betydning vil det få for mennesker i landet?

Farverne i hendes malerier, fik mig til at stille spørgsmålet: Ser der virkelig sådan ud i Island? Er der de mange farver?

Spørgsmålet besvares af Sigrùn Ögmundsdóttir. Hun udstiller en grafisk serie – fotografier – af fjeldet Esja. Forhistorien til serien er, at hendes mormor boede i Nordsjælland. Hver gang Sigrùn Ögmundsdóttir skulle rejse hjem til Island efter besøg hos mormoren, fik hun besked af mormoren om at hilse fjeldet Esja. Da hun senere blev kunstner, have det sat sig det spor hos hende, at hun ville arbejde med Esja. Hun besluttede sig for igennem et år hver dag at tage et foto af fjeldet. Resultatet kan ses på udstillingen. Og som en sidegevinst fortæller billederne også, det som Birgitte Lykke Madsen viser på sine malerier. Alle farverne findes i det islandske landskab.

Unpredictable Iceland
Åben frem til 13. marts 2015
Nordatlantisk Hus

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

26 feb 2015

Sådan bruger du “tags” og “tag-clouden” i Arktiske Anmeldelser

Posted by Steffen Fog. Kommentarer lukket til Sådan bruger du “tags” og “tag-clouden” i Arktiske Anmeldelser

Tag-cloud Tags

Af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Her hos Arktiske Anmeldelser bliver alle anmeldelser og andre indlæg “tagget” dvs. markeret med forskellige emne-ord, der beskriver indlæggets emne og indhold. Emne-ordene findes nederst i alle anmeldelser.

Finder man en anmeldelse og dermed en bog, som man synes om, kan man klikke på et af ordene i anmeldelsens emne-ordsliste nederst i indlægget på det emne-ord, som bedst beskriver ens interesse. Dermed vil man få vist andre anmeldelser og dermed bøger om samme emne.

Emne-ordene danner dertil blandt andet også baggrund for den “tag-cloud” eller på dansk “emneords-sky”, som man finder ude i højre spalte lidt nede af siden.

Med tag-clouden er der muligt at finde anmeldelser og dermed bøger, som beskæftiger sig med et bestemt emne. Prøv for eksempel at trykke på emne-ordet “Klimaforandringer” i tag-clouden. Dermed vil man få alle de anmeldelser, som omhandler klimaforandringer. På samme måde med alle de andre emne-ord i tag-clouden.

Størrelsen af emne-ordet i tag-clouden indikerer, hvor mange anmeldelser, der er om det pågældende emne. Jo større ord, jo flere anmeldelser.

Både tag-clouden og emne-ordslisten nederst i indlæggene er illustreret med eksempler ovenfor.

19 feb 2015

Sue Flood: Cold Places

Posted by Steffen Fog. Kommentarer lukket til Sue Flood: Cold Places

Cold places

Køb bogen (klik her)

Anmeldt af Andreas Knudsen, Arktiske Anmeldelser.

Sue Flood er én af BBC’s bedste fotografer og specialiseret i naturfilm i de kolde egne, og i bogen Cold Places kan man nye nogle af hendes bedste billeder fra Arktis og Antarktis. Uanset om der er tale om close ups, landskab eller vidvinkel er kvaliteten fremragende.

Som udgangspunkt holder Sue Flood sig til naturens egne farver og skygger og lader dem tale for sig selv. Enkelte gange vælger hun som den professionelle fotograf, hun er, at bearbejde billederne og give dem en mere poetisk udstråling.

Korte og præcise tekster giver et dybere indblik i dyrelivets mange facetter, og lejlighedsvis fortæller Sue Flood om, hvorfor hun valgte at tage et bestemt billede med i bogen og sådan en halv sætning lader ane en lang historie bag sig.

BBC’s naturprogrammer har et godt ry og ses af naturelskerene verden over. Sue Flood er én af dem, og hun bidrog i 11 år til dens berømte serier ”Planet Earth”, David Attenboroughs ”Life of Mammals” og ”The Blue Planet.” Siden da har hun arbejdet om freelancefotograf og naturvejleder.

I løbet af årene er Sue Flood blevet hædret med forskellige priser for sine film- og fotooptagelser. Desuden er hun aktiv på de sociale medier og som foredragsholder. Hendes foredrag er en oplevelse at overvære, fordi hun mestrer den særlige britiske måde at kommunikere på: Hun er seriøs, samtidig med, at hun er morsom.

Sue Flood: Cold Places. 2011. 159 sider. 299 kr. New Sue Publishing

Køb bogen (klik her)

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

12 feb 2015

Annette Danielsen: Strik med inspiration fra Grønland

Posted by Steffen Fog. Kommentarer lukket til Annette Danielsen: Strik med inspiration fra Grønland

Strik med inspiration fra Grønland

Køb bogen (klik her)

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

En bog med strikkeopskrifter, der alle er inspireret af den grønlandske natur og de farver, der præger den. Opskrifterne er både på kjoler, jakker og bluser og temaet er både flot og sjovt.

Bogen indeholder rigtigt gode billeder af både de færdige resultater af strikningen, samt hvad der har inspireret til modellerne. Det er nogle meget lækre billeder med et godt lys, som minder alle, der kender Grønland, om, hvor skønt og kønt, der er.

Og det er ikke svært at forstå, hvorfra inspirationen til strikkeopskrifterne kommer. Som forfatteren skriver efter at have besøgt Grønland og fået inspiration til strikkeopskrifterne: “Nu ved jeg hvorfor, manger der har oplevet GRønaldn, bliver milde i øjnene, når snakken falder på landet.”

Da hun kom hjem med langt over 1.000 fotos, som “alle bad om at blive strikket”, blev bogen til.

Bogen er illustreret med både de strikkemodeller, som er skab med Danielsens oplevelser i Grønland, og med fotos fra de steder i Grønland, som har skabt inspirationen.

Find fx modeller med navne som:
Godhavn
Fiskekutter
Hvalen
Indlandsis
Fjelde
Sort is

Bogen er i det hele taget lækker og flot. Dejligt layout og godt boghåndværk. En hardback sag.

Annette Danielsen: Strik med inspiration fra Grønland. 2014. 136 sider. 230 kr. Kristensen og Ko.

Køb bogen (klik her)

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

5 feb 2015

Per Wimmer: Den grønne boble

Posted by Steffen Fog. Kommentarer lukket til Per Wimmer: Den grønne boble

Den grønne boble

Køb bogen (klik her)

Anmeldt af Christian Hjerrild Ovesen, Arktiske Anmeldelser.

Den danske forretningsmand Per Wimmer har skrevet denne noget provokende bog om energi- og klimapolitik med særlig fokus på problemerne statslig støtte til grønne projekter. Bogen indskriver sig derfor helt naturligt i debatten om klodens klima og opvarmningen af Arktis. Wimmer arbejder selv til daglig med investeringer i energisektoren, og man fornemmer tydeligt, at han er fagligt godt inde i sit område.

Udover selve bogens indspark til debatten om udformningen af energipolitik er bogen en fremragende indføring i energipolitik for udenforstående. Bogen starter meget pædagogisk med at forklare og redegøre for de forskellige energiformer. Man får således en forståelse for forskellen på fx olie og gas, og hvad det kan bruges til. Derudover er der en god gennemgang af alle de grønne teknologier og her forklares både om metoderne og principperne for vindenergi, solenergi, vandkraft, tidevands-kraft og geotermisk-energi mv.


 
Dette giver et godt afsæt til næste del, hvor bogens egentlige formål præsenteres. Her fremføres en række originale og provokerende synspunkter om energipolitik. Den grundlæggende, og lidt banale pointe er, at med den massive statsstøtte til grøn energipolitik skaber man ”grønne bobler”. Argumentet er, at man investerer en masse offentlige midler i en række projekter, som ikke er rentable, men bliver det pga. statsstøtte. Problemet er ifølge Wimmer, at hvis man fjerner statsstøtten til disse projekter, bliver de nødt til at stoppe. På den måde opbygger man en masse ”bobler”, da alle disse store grønne energiprojekter kan risikere at stoppe produktionen, så snart statsstøtten stopper. I værste fald vil man derfor få en masse store stillestående grønne energianlæg og arbejdsløse mennesker som konsekvens.

Store dele af denne del er rigtig spændende læsning, og der gives gode eksempler på ”grønne bobler” og projekter rundt om i verden. Man fornemmer virkelig, at Per Wimmer til dagligt arbejder med denne sektor.
 
Desværre mangler bogen nuancer i forhold til konsekvenserne af statslig støtte og indgriben. Hans tilgang kan til tider virke noget banal, og han overser, at der også er eksempler på at statslig støtte kan være med til at understøtte og igangsætte nogle nye aktiviteter, som efterfølgende udvikler sig til rentable forretninger. På den måde overser han, at nok kan støtte til grønne projekter på nuværende tidspunkt formodentlig ikke være rentabel, men efterhånden som teknologierne bliver bedre, kan de ude i fremtiden blive rentable. 

Samlet set kan bogen dog anbefales og særligt, hvis man interesserer sig for hele debatten om klima- og særligt energipolitik, men ikke har den store tekniske eller naturvidenskabelige forståelse. Bogen giver nemlig en rigtig god forståelse for de forskellige energiformer og deres muligheder. Samtidig giver bogen læseren en række interessante og provokerende synspunkter med på vejen om energipolitik, som kan give grobund for mange overvejelser og diskussioner.

DR’s P1 Debat har fornylig bdiraget med en debat om emnet med udgangspunkt i Per Wimmers bog. Hør udsendelsen her.

Per Wimmer: Den grønne boble. 2014. 227 sider. 300 kr. Gyldendal Business.

Køb bogen (klik her)

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

1 feb 2015

Gregers Gjersøe: Ekspeditionen: Danmark og Grønland i det nye Arktis

Posted by Steffen Fog. Kommentarer lukket til Gregers Gjersøe: Ekspeditionen: Danmark og Grønland i det nye Arktis

Ekspeditionen - Danmark og Grønland i det nye Arktis

Køb bogen (klik her)

Anmeldt af Steffen Fog, Arktiske Anmeldelser.

Eventyreren, ekspeditions-manden og tidligere Air Greenland-pilot Gregers Gjersøe har netop udgivet denne flotte bog henvendt til skoleelever i de ældste klasser af folkeskolen og andre unge, som er nysgerrige på de aktuelle forhold i Grønland og Arktis.

Bogen fortæller om de udfordringer og muligheder, som Danmark og Grønland står overfor i et Arktis, der gennemgår store forandringer på grund af klimaforandringerne.

På bogens bagside hedder det:

Rejs med på en spændende ekspedition til Grønland og Arktis – Vi undersøger alt det spændende, der foregår lige nu: Isen smelter på grund af klimaforandringerne, Kongeriget Danmark gør måske krav på Nordpolen, olieefterforskning i det Arktiske Ocean kan måske komme i gang, en grønlandsk grundlov er måske på vej og der er nye arktiske sejlruter til Kina.

Bliv opdagelsesrejsende og tag med på ekspeditionen til Grønland og Arktis. Vi undersøger de udfordringer og muligheder, som Danmark og Grønland står overfor i det nye Arktis og bliver bedre klædt på til at tage del i den diskussion, der kommer øverst på dagsordenen i de kommende år.

Bogen er som sagt henvendt til skoleelever og kan således indgå i undervisning eller temauger om Grønland og Arktis, men kan også bruges til selvstudier til nysgerrige børn eller unge, der er sultne efter viden og eventyr. Bogen kan også udmærket virke som en rejsebog for yngre mennesker, der drager ud sammen med deres forældre eller som fx flytter til Grønland.

Det er en rigtig flot bog. Layout og illustrationer er i top, den er spækket emd gode kort, illustrationer og tegninger og masser masser af fotos i høj kvalitet, der samtidig spiler rigtigt godt sammen med teksten. Der er også mange grafikker og diagrammer. Samtidig udmærker bogen sig ved at have mange indgange: Der er billedtekster, faktabokse og “vidste du at…” bokse, hvor eleven kan lære en masse ny viden om Grønland og Arktis. Eneste skønhedsplet i den forbindelse er, at Nuuk er placeret forkert på bogens kort.

Og så er bogen dejlig aktuel og opdateret. Den har al den sidste nye viden om Grønland med – fx er den opdateret på den aller sidste viden om, at flere selskaber drosler ned for deres olie- og mineral-ambitioner i Grønland, og de sidste nye udviklingstræk omkring Kvanefjelds-projektet ved Narsaq og Issua-projektet ved Nuuk.

Det er glædeligt og klæder bogen. Jeg er imponeret, fordi mange bøger af denne kaliber har en så lang produktionstid, før de udkommer, at de ofte når at blive forældede, fordi de ikke når at få den sidte nye udviking med. Men her er der altså tale om en bog, der er helt opdateret.

Bogen tager alle de aktuelle problemstillinger og debatemner, når talen kommer på Grønland og Arktis op:

Isen smelter / klimaforandringerne
Kampen om Nordpolen
Olieefterforskning i Arktis
Nye sejlruter i Arktis

Det er et gode, at der her er ambitioner om grundigt og med opdateret viden at orientere unge elever om disse vigtige udviklingstræk. Og bogen gør det på en meget god og pædagogisk måde, spændende og medrivende. Bogens måde at fortælle om Grønland og Arktis og de nævnte aktuelle emner er ved at opbygge fortællingen og kronologien op omkring en fiktiv rejse rundt i Grønland. Det fungerer godt og giver et naturligt og troværdigt skelet at hænge fortællingen og de mange data op på.

Bogen udmærker sig ved at være tilpas nuanceret og fremstille begge sider af sagerne, både mulighederne og bekymringerne. For eksempel fortæller bogen ikke kun om mulighederne i olie, men også om den store risiko for forurening af den meget følsomme arktiske natur.

Ud over at være en god kilde til de mange information om det aktuelle Grønland og Arktis, emmer bogen også af eventyrlyst, udlængsel og rejsetrang. Det er godt, at dette er med, og vist også kun naturligt med denne forfatter, der selv har været præget af eventyrlyst og rejsetrang, som har ført ham til utallige ekspeditioner i polaregnene.

Køb bogen (klik her)

Sammen med bogen lanceres 1. februar 2015 et web-site: Polarskolen.dk. Om polarskolen.dk fortæller Gregers Gjersøe:

Polarskolen.dk supplerer bogen og her vil du kunne lære mere om Arktis og teste din viden. Du kan også møde andre Grønlands- og Arktis- interesserede på Polarskolens Blog.

Min mission med Polarskolen.dk er at formidle viden og skabe en større og bredere forståelse for Arktis og Antarktis.

De første danske skoler og biblioteker har sagt ja til at tage med på den virtuelle ekspedition og i slutningen af januar 2015, begynder de første skoler at besøge Polarskolen i Kvarterhuset på Amager. Jeg vil også tage rundt til skoler, biblioteker, organisationer og firmaer.

Som noget helt nyt vil Polarskolen.dk indgå samarbejde med ungdomsskoler i hele landet. For de unge skal selvfølgelig også ud og afprøve sig selv på en ”rigtig” ekspedition. Vi skal på en to-dages tur afprøve, hvad det vil sige at være på en rigtig ekspedition.

Om sig selv fortæller forfatteren Gregers Gjersøe:
Jeg er uddannet pilot og har været ansat i SAS i 28 år. I 2014 skiftede jeg styrepinden ud med min interesse for Arktis og Antarktis og grundlagde Polarskolen.

Kimen til min interesse blev lagt i 1980, hvor jeg arbejdede på Thule-Basen for at tjene penge til min pilot uddannelse. Meget senere i 1999 krydsede jeg Grønland på ski med to kammerater, Kalle Kronholm og Kristian Joos (www.xgreenland1999.dk). Året efter, i 2000/2001, gik jeg sammen med Kristian Joos som de første danskere på ski til Sydpolen (www.sydpolen.dk)

Gregers Gjersøe: Ekspeditionen: Danmark og Grønland i det nye Arktis. 2015. 80 sider. 239 kr.

Køb bogen (klik her)

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

29 jan 2015

Iben Mondrup: Godhavn

Posted by Steffen Fog. Kommentarer lukket til Iben Mondrup: Godhavn

Godhavn

Køb bogen (klik her)

Af Chritian Hjerrild Ovesen, Arktiske Anmeldelser.

Romanen Godhavn er en skildring over et års tid af en dansk børnefamilie med to forældre og tre søskende, formentlig engang i 1970´erne eller 1980´erne. På den måde er rammen for romanen ganske klar, og det kunne let være blevet en kedelig klassisk kliché om en dansk familie, der kæmper med kulturkløften med grønlænderne, imens beskrivelser af naturen får en halvkedelig historie til at glide lettere ned. Heldigvis har romanen langt større dybde end dette. Til tider kan man helt glemme, at romanen foregår i Grønland, da omdrejningspunktet er livet set igennem de tre søskendes øjne. Det kan dog i visse periode også blive for meget, og man savner til tider beskrivelser af naturen og den ramme, som familien lever under.

Romanen viser derfor, hvor forskelligartet livet kan tage sig ud for børn afhængig af deres alder og personlighed, selvom de lever under samme tag. Det er fascinerende at læse, hvordan børnene kan tolke og opfatte situationer og personer helt forskelligt afhængig af deres udgangspunkt. Et andet gennemgående tema er børns til tider flygtige relationer, og der inddrages også svage seksuelle undertoner. Bogen berør derfor nænsomt følsomme og ømtålelige emner, som sjældent ellers bliver taget op eller debatteret.

Bogens helt store styrker er, at den helt eminent indfanger de latente spændinger, der er mellem danskere og grønlændere. Selvom der er mange skildringer af faren, der tager på jagt eller sejler ud i båden og har en dagligdag, som andre indbyggere i byen, fornemmer selv de små børn, at deres familie er anderledes. På et tidspunkt er der en rammende beskrivelse af, at et af børnene tørt konstatere, at selvom faren og moren deltager i flere sociale arrangementer, vil de aldrig blive en del af byens indre liv. Ligeledes er bogen god til at indfange det flygtige forhold, som mange danskere i Grønland har, og igen er børnene en god måde at illustrerer dette med. Børnene må tit skifte klasse, da de danske klasser bliver for små. Ligeledes må børnene tit finde nye venner, og børnene indstiller sig på, at deres venner nok snart rejser igen. På den måde er børnene virkelig gode at fortælle en historie ud fra, når man ønsker at illustrere det flygtige liv, som danskere til tider kan have i Grønland.

Skulle man rette en enkelt kritik imod bogen, må det være, at det ville have løftet romanen yderligere, hvis landskabet og naturen i højere grad var blevet inddraget i fortællingen. Det ville have sat fortællingen i relief, hvis man som læser i højere grad blev mindet om, at familien befinder sig et helt andet sted end Danmark. På den måde kunne man lidt bedre forstå nogle af de til tider store udfordringer, som familien udsættes for.

Dette ændrer dog ikke ved, at bogen samlet set er en fin lille fortælling, om en dansk families liv og hverdag i Grønland med de mange facetter og udfordringer det medfører.

Iben Mondrup: Godhavn. 2014. 263 sider. 242 kr. Gyldendal

Køb bogen (klik her)

Arktiske Anmeldelsers karakter: (forklaring)

Older Entries Newer Entries Subscribe to Latest Posts